

Evaluering af offentlig formidlingsdag om resultater fra FØJO III
Der var godt hundrede deltagere på formidlingsdagen, som fandt sted på Scandic Bygholm Park Hotel i Horsens. Af de godt hundrede deltagere besvarede 40 personer et evalueringsskema. Tak for det! Alle pånær én person ville gerne deltage i et lignende arrangement en anden gang.
Hent den samlede evaluering (pdf)...
Om deltagerne
Som det kan ses af nedenstående lagkagediagram, var godt halvdelen forskere, mens den anden halvdel repræsenterede forskellige lag af den økologiske sektor.
ICROFS havde naturligvis gerne set flere deltagere fra sektoren, som ikke er fra forskningsverdenen, herunder ikke mindst forbrugere med interesse for anvendelsen af økologiforskningen (én forbruger deltog dog - tak for det!).

Hvordan var formidlingsdagen?
Der var overvejende tilfredshed med formidlingsdagen. Som det kan ses nedenfor, svarede langt de fleste (gennemsnitligt 87 pct.) af deltagerne enten "meget tilfredsstillende" eller "tilfredsstillende" til de 11 spørgsmål i evalueringsskemaet, mens i gennemsnit 13 pct. svarede "nogenlunde" eller "dårligt."

Faglighed og vægtning af temaerne
Særligt to spørgsmål i skemaet giver anledning til udvikling, hvis der i fremtiden skal arrangeres et lignende arrangement, nemlig fagligheden på dagen samt vægtningen af temaerne. 82 pct. af deltagerne syntes, at fagligheden var "meget tilfredsstillende" eller "tilfredsstillende," mens 18 pct. kun fandt den "nogenlunde." Disse 18 pct. repræsenteres hovedsagelig ved deltagende forskere.
29 pct. af alle deltagere fandt vægtningen af temaerne "nogenlunde" eller "dårlig." Igen er det hovedsagelig forskere, der står for disse svar. Omvendt vurderede 71 pct. af alle deltagerne, at vægtningen af temaerne for "meget tilfredsstillende" eller "tilfredsstillende."
Der var overvejende tilfredshed med Scandic Bygholm Park Hotel. 36 deltagere (92 pct.) vurderede den økologiske frokost som "meget tilfredsstillende" eller "tilfredsstillende, mens kun tre deltagere svarede, at de fandt den økologiske frokost "nogenlunde" eller "dårlig."
Udbytte af dagen
Forskere/udviklere skrev blandt andet, at formidlingsdagen gav ny viden om andre projekter og at det var spændende. Samtidig mente samme gruppe dog, at der var for mange gentagelser, og at diskussionerne kunne have tendens til at blive lidt overfladiske. Konsulenter og rådgivere skrev blandt andet, at det var de udnyttelsesorienterede oplæg fra forskerne, der klart var bedst. Deltagere fra styrelser/organisationer skrev samstemmende, at dagen gav et indtryk af forskningens faglighed og dens vægtning på økologiområdet. Nogle fra samme gruppe skrev, at debatterne var spændende, og at forskerne var relativt åbne. Dog mente nogle, at der skal arbejdes med formen og tidsplanen. Hellere gode seancer end mangel på tid. En deltager fra pressen skrev, at det var et fint og spændende program, men at det var kompakt og vidt favnende.
Hvad var godt?
Som det fremgår nedenfor af nogle skrevne svar, var der generelt enighed om, at de fleste af dagens aktiviteter var positive. Videnscaféerne og tværfaglieheden blev fremhævet som gode, både af nogle forskere og af andre deltagere.

|