Formål Formålet med projektet er at bidrage til forståelsen af de effekter økologiske dyrkningsmetoder har på miljøet og på kvaliteten af grønsager, og,
at bidrage til udvikling af nye og mere miljøvenlige økologiske dyrkningsmetoder.
Foreløbige resultater
De foreløbige resultater viser, at der er store muligheder for at udvikle den økolgiske produktionsmetode i retning af systemer med mindre afhængighed af husdyrgødning og med øget diversitet i form af efterafgrøder og intercropping med mellemafgrøder.
Resultaterne viser, at anvendelsen af pesticider og fungicider i den konventionelle produktion ikke systematisk fører til reduceret niveau af skader på produkterne. Også imellem produkter fra de tre forskellige økologiske systemer, vi undersøger, er der overraskende små forskelle på udbytte, kvalitet, smag og indholdsstoffer.
Samlet set tyder resultaterne på, at vi har mulighed for at udvikle mere bæredygtige økologiske dyrkningssystemer uden at gå på kompromis med udbytte og kvalitet. Vores resultater viser også at brug af nye målemetoder som proteomanalyse kan give os spændende ny viden om planternes basale reaktioner på økologiske og konventionelle dyrkningssystemer.